Jeg mærkede det første gang i Sverige, hvor jeg skød det hen med, at jeg havde fået for megen røg fra brændeovnen. Det var en trykken i brystet, som kom og gik. Jeg bemærkede også at jeg let fik åndenød.
Jeg tænkte, at jeg ville vente og se, om det forsvandt når jeg kom hjem til København.
Det gjorde jeg onsdag eftermiddag den 23. november.
Torsdag efternídddag var jeg ude og handle, hvor jeg fik åndenød på Østerbrogade, men jeg satte mig i bilen og tog det helt roligt.
Om aftenen ved ottetiden, fik jeg igen ondt i brystet (lige bag ved brystbenet) og kunne denne gang mærke, at det ikke havde lyst til at forsvinde af sig selv, det blev til gengæld værre og værre.
Jeg havde tidligere på året talt med en genbo her i Ole Suhrs Gade, som havde haft en blodprop i hjertet, og han havde fortalt, at det føles som en elefant, der står på brystet af én.
Det ihukom jeg, og ringede 112.
De var her i løbet af 3-4 minutter. Først to mand, med transportabelt elektrokardiogram-apparat og meget mere. Lidt efter kom der en ambulance mere med yderligere to mand.
Jeg fik nitroglycerin og iltmaske på, samt en injektion i hånden, hvorefter jeg fik det meget bedre.
Det at den behandling hjalp, betød at de var sikre i deres diagnose, og jeg blev sporenstregs kørt til Bispebjerg Hospital Hjertemedicinsk afd. Y21 til indlæggelse. En blodprop i hjertet betyder meget lidt ilt til hjertet – og det gør ondt. Det samme gør sig gældende med forsnævring i kranspulsårerne, der betyder, at hjertet får for lidt ilt.
Det var en meget positiv oplevelse. Alle var søde og rare. Her fik jeg “sugekopper” på hele overkroppen forbundet med en lille boks, så de på et centralt sted kunne holde øje med hjertefrekvens, puls og sikkert meget andet. Den lille boks var en sender, så man kunne gå frit omkring. Man kunne dog ikke forlade gangen, da radiosignalerne ville blive for svage.
Den eneste negative oplevelse var en ubehagelig gråhåret overlæge, der med hvæsende stemme og løftet pegefinger sagde “De har røget Deres sidste cigaret !” Det kan altså siges på andre måder med samme betydning, men det stod åbenbart ikke i hans magt og opføre sig anstændigt. Heldigvis repræsenterer han en uddøende race.
Jeg ankom jo torsdag aften. Fredag gik med alting og ingenting. Lørdag og søndag sker der jo ikke noget, så dagens højdepunkter er jo – ikke overraskende- måltiderne.
Mandag fik jeg at vide, at jeg skulle há en koronararteriografi også kaldet en KAG. Det er en undersøgelse af hjertet gennem en pulsåre i lysken. De kunne ikke sige noget om hvornår denne undersøgelse skulle finde sted eller om det skulle være her eller på Riget.
Om tirsdagen fik jeg at vide at jeg skulle til undersøgelse samme dag på Bispebjerg. Bortset fra selve stikket i pulsåren, som gjorde forbandet ondt, kunne jeg ikke mærke noget.
Onsdag fik jeg resultatet: en fladtrykt kranspulsåre, som måtte have været fladtrykt længe, og som ikke kunne have været årsag til blodproppen. Der var muligvis en forsnævring i en anden kranspulsåre, men der skulle supplerende undersøgelser til. Blandt andet med radioaktivt stof.
Disse undersøgelser ville jeg blive indkaldt til, hvorefter jeg blev udskrevet senere på dagen.
Den første undersøgelse bliver onsdag den 17.1.07 og mandag den 22.1.07. Det hedder Myokardieskintigrafi og er en undersøgelse af blodforsyningen til hjertemusklen under belastning og i hvile. Det er her man blandt andet bruger radioaktivt sporstof.
Desuden skal jeg til ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi) den 6.2.07.
En stor tak til Line, Louise, Stine, Krystin og alle de andre jeg ikke kan huske navnene på.
Efter undersøgelserne konkluderede man, at jeg skulle have en ballonudvidelse i en af kranspulsårerne. Lægen fører et kateder (?) op gennem en pulsåre i lysken og kommer helt op i hjertet. Her udvider han så den sammenklappede kranspulsåre med en slags ballon og sætter et lille rørformet gitter (et stent) op inde i åren, så udvidelsen bliver permanent. Det gør overhovedet ikke ondt, da man ikke har følenerver indvendigt i årerne. Det hele kan ses på en skærm, som er anbragt nede i hovedenden af lejet, kun til min “fornøjelse”, og det hele foregår ved fuld bevidsthed uden nogen form for bedøvelse.
Det foregik på Rigshospitalet 22. februar og tog tre dage, ind den ene dag, operation på andendagen, hjemsendelse på trediedagen.
Jeg blev tilbudt rehabilitering på Bispebjerg, på en afdeling, der kun beskæftigede sig med hjertepatienter. Her var man et hold som fulgtes ad og i løbet af de tolv uger det tog lærte vi hinanden godt at kende. Det var en god ting. Der var to fysio-terapeuter, en sygeplejerske, en læge og en diætist, som skiftevis underviste og konsulterede os enkeltvis.
Ja, vi havde flere gange hjertevenlig madlavning sammen med diætisten i et “skole”køkken med plads til os alle, og alle lavede mad.
Hos fysioterapeuten cyklede vi på kondicykler og gik ture eller tog trapperne op til fjerde sal.
Det var et godt tilbud, som jeg værdsatte meget. Det skulle vise sig, at de havde en bagtanke med det – der var færrest tilbagefald blandt de, der deltog i kurset viste statistiken. Så deres udgifter til rehabiliteringen tjente sig selv ind.
Jeg besøger stadig diætisten – meget hyggeligt ! Det tror jeg også hun synes…
Billede fra sommeren, hvor jeg står i en lift på vej ned. Vi skulle inspicere tagrenderne. Det var en 60 meters lift, så fra toppen var der udsigt til Sverige til den ene side og Køge bugt til den anden. Meget flot.
Mon ikke de hedder Pantoprazol. De nedsætter mavesyren og er til mildere form eller forebyggende for mavesår.
Og så er jeg forresten Ikke Carsten Vagn Hansen…
Kære Carsten Vagn Hansen!
Jeg har haft en dårlig mave siden jeg d. 4/7.11 fik sprøjtet et radioaktivt sporstof ind i mig på grund af undersøgelse af min skjoldbruskkirtel.
Jeg har været hos lægen. Og jeg fik nogle piller, som hedder Pandoprazol. Men de har ikke hjulpet mig.
Hvad kan jeg gøre nu? Og hvorfor reagerer min mave sådan?
Venlig hilsen
Sonja Vesterfjord
Hej Carsten
Tak for besøget; jeg håber, du får støbt ligeså meget gulv i virkeligheden, som du og Vilner gjorde i tankerne forleden. Vi høres!
Merete