Carstens Blog

Her lidt sygehistorie från hinsidan.

Jeg var allerede syg i ugen før jeg tog til Sverige, men tynd mave forsvinder vel af sig selv. Så jeg tog jeg herover søndag og min dårlige mave fortsatte.
Første gang jeg tændte computeren ville den ikke starte op og det ville den i det hele taget ikke. Så den har jeg måttet køre op med en gammel XP version fra 2003, som kører rigtig dårligt eller slet ikke med de nyere programmer, som jeg bruger.

Min dårligdom forsvandt ikke, tvært imod. Om tirsdagen tog jeg på vårdcentralen – ikke skadestue men lokalt lægehus, Min nærmeste vårdcentral er 10 km fra Linderöd i Tollarp. Her fik jeg recept på nogle tabletter jeg i forvejen havde fået nogle af af min nabo.
Natten til onsdag sad jeg oppe i en stol i nærheden af toilettet, hvor jeg sidste gang var ude klokken seks om morgenen. Samme eftermiddag kørte jeg til samme vårdcentral og talte med samme læge. Jeg havde tilsyneladende ikke diare mere, men jeg havde det elendigt og ondt i maven, hvilket han også kunne se.

Han ville ikke mere tage ansvaret for mig og fik mig henvist til Centralsygehuset i Kristianstad. Han sørgede endda på sygetransport fra vårdcentralen i Tollarp til Kristianstad. Sygetransporten kom 20 min. efter. Jeg var på sygehuset ved femtiden.

På sygehuset lå jeg på en smal briks i otte timer, hvor jeg blev undersøgt i adskillige omgange, ligesom der blev taget blodprøver i flere omgange. Her fik jeg at vide, at jeg var helt gul i ansigtet.
Omkring klokken et om natten blev jeg kørt op på en afdeling på sjette sal., hvor jeg endelig kunne lægge mig i en rigtig seng. Det var dejligt. Jeg fik drop og det skulle vise sig at være det eneste jeg fik at “spise” i de næste to dage.

Torsdag flere blodprøver og drop-poseskift. og man oplyste ved stuegangen, at jeg lå til observation, de kunne åbenbart ikke finde ud af, hvad der var galt. Fortsat ingen mad, men senere på dagen en scanning. Man havde mistanke til noget med bughinde eller nyre/galle. Hun var engelsk, men talte glimrende svensk. Hun sagde at jeg ikke havde gallesten men noget mindre “sådan noget man finder på stranden” Jeg tror hun mente grus, vi har da noget, der hedder nyregrus, så hvorfor ikke galle-grus? Jeg fik ihvertfald at vide, at der var problemer med gallevägen, og fik nu antibiotika i drop fire gange i døgnet. Om natten fik jeg så ondt, at jeg fik ketogan sprøjtet direkte ind i maven, hvilket tog smerterne, og de kom ikke igen!

Fredag stuegang på gammeldags maner (1 læge og 4-5 undersåtter.) Jeg fortalte, at jeg havde fået det meget bedre, og fik nu lov til at spise og drikke forsigtigt, men jeg skulle ikke regne med at komme hjem før mandag. Jeg fandt nogle ugeblade og en bog om Diana, som jeg faktisk fik læst det meste af. Jeg fik fat i min nabo i Linderöd på min efterhånden udpinte mobiltelefon og fik fjernstyret ham, så han fandt laderen i mit hus samt det mest nødvendige så som tandbørste, rene sokker etc. Han kom senere på dagen og besøgte mig. Det var “trevligt”. Han sørgede også for, at min bil blev kørt hjem fra vårdcentralen. En fremmed bil på en øde parkeringsplads kan risikere hærværk. Det ville man jo nødigt ha’ oven i det andet.

Vi lå fire sammen og havde ikke noget TV. Det eneste TV på etagen var i et opholdsrum, og den radio, der var ved sengen skulle man høre på en meget skrattende håndholdt rangleagtig ting, Det kan ingen holde ud at høre på. I løbet af dagen var der flere udskiftninger af mine medpatienter. Bare gamle stødere, der hverken kunne det ene eller andet. Det var selvfølgelig synd for dem.
Jeg var heldig at ligge ved vinduet, men det var regnfuldt, diset eller tåget. Men man kan jo altid ligge og læse eller sove.

Lørdag stuegang og hjemsendelse. Hurra hurra. Kurt, min nabo kom og hentede mig i cafeteriet på en nærliggende ICA senere. Det var herligt.

Diagnosen blev stillet som AKUT CHOLECYSTIT eller sten i gallevejene med betændelse. Jeg var stadig helt gul i ansigtet og på overkroppen ved udskrivelsen!

Et billede fra hospitalsengen taget med mobiltelefonen – noget skulle tiden jo gå med!

Jeg mærkede det første gang i Sverige, hvor jeg skød det hen med, at jeg havde fået for megen røg fra brændeovnen. Det var en trykken i brystet, som kom og gik. Jeg bemærkede også at jeg let fik åndenød.

Jeg tænkte, at jeg ville vente og se, om det forsvandt når jeg kom hjem til København.

Det gjorde jeg onsdag eftermiddag den 23. november.

Torsdag efternídddag var jeg ude og handle, hvor jeg fik åndenød på Østerbrogade, men jeg satte mig i bilen og tog det helt roligt.
Om aftenen ved ottetiden, fik jeg igen ondt i brystet (lige bag ved brystbenet) og kunne denne gang mærke, at det ikke havde lyst til at forsvinde af sig selv, det blev til gengæld værre og værre.
Jeg havde tidligere på året talt med en genbo her i Ole Suhrs Gade, som havde haft en blodprop i hjertet, og han havde fortalt, at det føles som en elefant, der står på brystet af én.

Det ihukom jeg, og ringede 112.

De var her i løbet af 3-4 minutter. Først to mand, med transportabelt elektrokardiogram-apparat og meget mere. Lidt efter kom der en ambulance mere med yderligere to mand.

Jeg fik nitroglycerin og iltmaske på, samt en injektion i hånden, hvorefter jeg fik det meget bedre.

Det at den behandling hjalp, betød at de var sikre i deres diagnose, og jeg blev sporenstregs kørt til Bispebjerg Hospital Hjertemedicinsk afd. Y21 til indlæggelse. En blodprop i hjertet betyder meget lidt ilt til hjertet – og det gør ondt. Det samme gør sig gældende med forsnævring i kranspulsårerne, der betyder, at hjertet får for lidt ilt.

Det var en meget positiv oplevelse. Alle var søde og rare. Her fik jeg “sugekopper” på hele overkroppen forbundet med en lille boks, så de på et centralt sted kunne holde øje med hjertefrekvens, puls og sikkert meget andet. Den lille boks var en sender, så man kunne gå frit omkring. Man kunne dog ikke forlade gangen, da radiosignalerne ville blive for svage.

Den eneste negative oplevelse var en ubehagelig gråhåret overlæge, der med hvæsende stemme og løftet pegefinger sagde “De har røget Deres sidste cigaret !” Det kan altså siges på andre måder med samme betydning, men det stod åbenbart ikke i hans magt og opføre sig anstændigt. Heldigvis repræsenterer han en uddøende race.

Jeg ankom jo torsdag aften. Fredag gik med alting og ingenting. Lørdag og søndag sker der jo ikke noget, så dagens højdepunkter er jo – ikke overraskende- måltiderne.

Mandag fik jeg at vide, at jeg skulle há en koronararteriografi også kaldet en KAG. Det er en undersøgelse af hjertet gennem en pulsåre i lysken. De kunne ikke sige noget om hvornår denne undersøgelse skulle finde sted eller om det skulle være her eller på Riget.

Om tirsdagen fik jeg at vide at jeg skulle til undersøgelse samme dag på Bispebjerg. Bortset fra selve stikket i pulsåren, som gjorde forbandet ondt, kunne jeg ikke mærke noget.

Onsdag fik jeg resultatet: en fladtrykt kranspulsåre, som måtte have været fladtrykt længe, og som ikke kunne have været årsag til blodproppen. Der var muligvis en forsnævring i en anden kranspulsåre, men der skulle supplerende undersøgelser til. Blandt andet med radioaktivt stof.
Disse undersøgelser ville jeg blive indkaldt til, hvorefter jeg blev udskrevet senere på dagen.

Den første undersøgelse bliver onsdag den 17.1.07 og mandag den 22.1.07. Det hedder Myokardieskintigrafi og er en undersøgelse af blodforsyningen til hjertemusklen under belastning og i hvile. Det er her man blandt andet bruger radioaktivt sporstof.

Desuden skal jeg til ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi) den 6.2.07.

En stor tak til Line, Louise, Stine, Krystin og alle de andre jeg ikke kan huske navnene på.

Efter undersøgelserne konkluderede man, at jeg skulle have en ballonudvidelse i en af kranspulsårerne. Lægen fører et kateder (?) op gennem en pulsåre i lysken og kommer helt op i hjertet. Her udvider han så den sammenklappede kranspulsåre med en slags ballon og sætter et lille rørformet gitter (et stent) op inde i åren, så udvidelsen bliver permanent. Det gør overhovedet ikke ondt, da man ikke har følenerver indvendigt i årerne. Det hele kan ses på en skærm, som er anbragt nede i hovedenden af lejet, kun til min “fornøjelse”, og det hele foregår ved fuld bevidsthed uden nogen form for bedøvelse.

Det foregik på Rigshospitalet 22. februar og tog tre dage, ind den ene dag, operation på andendagen, hjemsendelse på trediedagen.

Jeg blev tilbudt rehabilitering på Bispebjerg, på en afdeling, der kun beskæftigede sig med hjertepatienter. Her var man et hold som fulgtes ad og i løbet af de tolv uger det tog lærte vi hinanden godt at kende. Det var en god ting. Der var to fysio-terapeuter, en sygeplejerske, en læge og en diætist, som skiftevis underviste og konsulterede os enkeltvis.
Ja, vi havde flere gange hjertevenlig madlavning sammen med diætisten i et “skole”køkken med plads til os alle, og alle lavede mad.

Hos fysioterapeuten cyklede vi på kondicykler og gik ture eller tog trapperne op til fjerde sal.

Det var et godt tilbud, som jeg værdsatte meget. Det skulle vise sig, at de havde en bagtanke med det – der var færrest tilbagefald blandt de, der deltog i kurset viste statistiken. Så deres udgifter til rehabiliteringen tjente sig selv ind.

Jeg besøger stadig diætisten – meget hyggeligt ! Det tror jeg også hun synes…

Billede fra sommeren, hvor jeg står i en lift på vej ned. Vi skulle inspicere tagrenderne. Det var en 60 meters lift, så fra toppen var der udsigt til Sverige til den ene side og Køge bugt til den anden. Meget flot.